En SMART Måde At Sætte Sig Et Mål
SMART – modellen er en meget benyttet metode til at sikre, at dit mål er korrekt sat op. Dit mål skal være:
- Specifikt
- Målbart
- Ambitiøst
- Realistisk
- Tidsbestemt
Vær specifik
Udsagn som ”Jeg vil gerne tabe mig og have mere energi” eller ”jeg vil gerne tage på i vægt” er for generelle og alt for vage. Lad os derfor forvandle de overstående eksempler til et korrekt opsat mål.
Tænk i hvem, hvad og hvor-termer for at indkredse dit mål.
- Hvor vil du gerne tabe dig? Er det hovedsageligt bildæk der er problemet eller fordeler fedtet sig over hele kroppen?
- Hvilken del af kroppen er du utilfreds med? Er det bingovingerne, ladeporten eller stankelbenene, du gerne vil sige permanent farvel til?
- Hvad betyder mere energi for dig? Betyder det, at du bedre kan følge med de andre på holdet, når du dyrker sport? Betyder det, at du ikke føler dig træt ud på eftermiddagen eller falder i søvn lige efter aftensmaden? Eller betyder det, at du ikke bliver træt, når du leger med dine børn?
- Hvorfor vil du have disse ændringer? Når du gerne vil forandre dig, skal det være fordi du selv ønsker det og være for din skyld – ikke andres. Er det, fordi du ved, at det overflødige fedt på maven øger risikoen for diabetes? Er det fordi, du efterhånden ikke kan udstå synet, der møder dig i spejlet? Eller er det fordi, du er træt af at altid være træt.
Gør det målbart
Du kan ikke forbedre noget, som du ikke kan måle. Hvordan kan du ellers vide om det går fremad? Jo mere du kan måle, jo hurtigere vil du gøre fremskridt.
Selvfølgelig kan dit spejlbillede eller din badevægt i nogle tilfælde give dig et praj, men hverken spejle eller badevægte er objektive og du kan sagtens have tabt 2 kg fedt uden at kunne se det i spejlet.
Hvis du har opbygget muskler samtidig med, at du har tabt fedtet, kan badevægten heller ikke måle, hvor meget du reelt har tabt.
Der er mange måder at måle på:
- Et målebånd afslører, hvor mange cm du svinder eller vokser.
- Tøj en god indikator, for tøj kan ikke lyve. Et par bukser, der går fra ikke at kunne lukkes eller at være for stramme til at passe perfekt, er ikke til at tage fejl af.
- En måling af fedtprocent, den bedste af alle metoder, afslører hvor meget fedt eller muskelmasse, der er tabt eller taget på.
Vær ambitiøs
Sæt mål som udfordrer dig. Vælger du for lette mål eksempelvis 1 kg på 30 dage, opstår der risiko for at underpræstere, fordi det ikke er motiverende og udfordrende nok.
Det kan godt være, at du måske får smidt det ene kilo, men hvad hvis du med en marginal større indsats kunne have smidt 4 kg inden for den samme tidsramme?
Dertil kommer at glæden og tilfredsstillelsen ved at nå et uambitøst mål slet ikke er den samme som at overvinde en udfordring. Det langsomme tempo, kan også øge risikoen for at projektet løber ud i sandet, fordi der er for langt mellem resultaterne og det ødelægger motivationen.
Vær realistisk
Uanset hvor klar du er, skal dine mål og delmål være realistiske. Det er eksempelvis fuldt ud realistisk at opbygge 3 kg muskelmasse på 2 måneder.
Et mål skal også være opnåeligt. Så spørg dig selv, om du kan gennemføre det. Hvis du føler at et mål ikke er opnåeligt, kan der være andre grunde end målet i sig selv. Målet kan nemlig godt være (delvist) realistisk. Eksempelvis kan kan det godt lade sig gøre at tabe 10 kg fedt på 30 dage, men er det opnåeligt?
- Er du parat til ændre spise- og træningsvaner tilstrækkeligt?
- Er du villig til at følge de guidelines, du får?
- Og du er klar til at foretage de nødvendige ændringer, der vil afgøre om målet er opnåeligt?
Gør dit mål tidsbestemt
Målet skal have en tidsramme – en deadline. ”En dag” eller ”engang ude i fremtiden” er ikke godt nok, for så kan du blive ved med at skubbe målet foran dig og så stiger risikoen for, at man opgiver undervejs.
Det er heller ikke nok at bruge frasen ”inden sommer”- der er alt for stor elastik. Sæt altid en dato på dit mål.
Så er det din tur
Nu har du værktøjerne, så skal det hele bare skrives ned.
Sådan gør du:
- Bestem og skriv dit overordnede mål.
- Skriv dine delmål og dine belønninger ud for hvert delmål.
- Hæng sedlen på køleskabet, så du se dine mål dagligt.
Det er meget vigtigt, at du hele tiden bliver mindet om den process du er i gang med og de gevinster der venter forude. Der er nemlig en stærk sammenhæng mellem nedskevne mål og drømme der går i opfyldelse. Fat pennen og gå i gang allerede i dag, så du kan tage dit første skridt på vejen til den krop, du ønsker.
Husk, at du altid er velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål.
Dette er 1. del af minikurset Fortius Fitness Insider.
Få det fulde udbytte af min viden…
Klik her og tilmeld dig hele kurset gratis!
Lad dine venner få glæde af denne artikel – del den her: